Hanne Boel: The Shining Of Things

JP – Anders Houmøller Thomsen
Hanne Boel: The shining of things (Stunt Records)

Hanne Boel fortsætter vejen væk fra mainstream og pop med et momentvis glimrende jazz-album. Det indbyder til følsomme rutsjeture - men sine steder desværre også til sindig slummer.

Ligesom kollegaen Caroline Henderson er den 53-årige Hanne Boel tilsyneladende holdt op med at spekulere i, hvad mainstream-publikummet efterspørger. Soul-Hanne, pop-Hanne og artrock-Hanne har fået løbepas, og den nyudsprungne jazz-Hanne gør lige, hvad der passer hende.

På det forrige album (”I Think It's Going To Rain”) blev al fedt brændt af udtrykket i et spartansk, men ganske vellykket duo-samarbejde med pianisten Carsten Dahl.

På det nye album, ”The Shining Of Things”, er der kommet mere klangligt sul på diva-jazzen. Denne gang med den virtuose, svenske pianist Jacob Karlzon som primær kreativ makker.

Hanne Boel er en brav fortolker, og numrene er plukket med kvalitetsmæssigt overblik og usnobbet skelen til oprindelse.

Willie uden Stetson

Her er sange af alt fra Jobim over Leonard Cohen til Willie Nelson. Men der hviler ingen cowboy-hatteskygge over udgaven af Nelsons ”Funny How Time Slips Away”. I Boels version lunter sangen jazz- fejende af sted med et resigneret smil, der skjuler smerten over, at tiden rinder som sand ud af næverne på os.

Her får Boel dejligt duet-selskab af den italienske crooner Mario Biondi, som hun er blevet fan af i forbindelse med sit eksil i Napoli.

Biondi hygger også med på ”The Shining Of Things”. Netop den sang er noget af et fund. Den er skrevet af David Sylvian og indgik som gådefuld avantgarde-pop på det mindeværdige - om end uhomogene - Sylvian-album ”Dead Bees On A Cake”.

Men den psykologiske gyser bliver hos Boel lullet ind i en ufarlig elegance og eksklusivitet, der mest lyder som Chanel No. 5 omsat til venlig luksus-jazz. Et noget konservatorium-civiliseret præg, der kammer over i ren slummer på den syv minutter lange ”Lonely Woman” af Ornette Coleman.

Stærke sager

Man kan derimod høre hjertet briste i Chip Taylors ”Angel Of The Morning”, som Boel indånder følsomhed i Rickie Lee Jones-klassen. En helt minimalt afpillet ballade med maksimal effekt.

Det er stærke sager, som får imponerende selskab af det hypnotisk dragende arrangement i ”Bad News From Home” af Randy Newman og en fin fortolkning af Leonard Cohens ”A Thousand Kisses Deep”.

Hvis hele albummet var på dette niveau, havde ”The Shining Of Things” været strålende. Nu må pladen nøjes med at blive rost for sin overvejende sympatiske udstråling.