Hanne Boel gør gode sange til sine egne

Berlingske – Jens Fransen
Hanne Boel: The shining of things (Stunt Records)

Nok engang viser sangerinden Hanne Boel kunsten at finde gode sange - og gøre dem til sine egne.

Der er ikke så meget at tage fejl af. Ingen slinger i valsen, ingen forstillelse, bare en kunstner, der har format til at være sig selv. Kort sagt - den nu 53-årige Hanne Boel - med det karakteristiske sensitive vokalforedrag - har været ude at finde 11 - overvejende populærmusikalske - sange, som hun - tilsyneladende ubesværet - har formået at gøre til sine egne.

Hanne Boel tager tråden op fra sit fine og neddæmpede 2010-jazzalbum »I Think It’s Going To Rain«, hvor hun blot blev ledsaget af pianisten Carsten Dahl. Han er nu udskiftet med den svenske pianist Jacob Karlzon. Ligeledes en mesterlig instrumentalist, som medbringer bassisten Hans Andersson og trommeslageren Jonas Holgersson - plus - på udsatte steder - nogle stemningsskabende strygere og blæsere.

Åbningsnummeret, Leonard Cohens melankolske »A Thousand Kisses Deep«, er den rette appetitvækker, som følges op med Willie Nelsons ballade »Funny How Time Slips Away«, hvor sangerinden får selskab af den prominente italienske grov-crooner Mario Biondi, og det fører til en sublim duet i den uforfalskede skønheden og udyret-tradition.

Hanne Boel viser også kunsten at lægge ny patos og puls i Ornette Colemans »Lonely Woman« og en ny dramatisk dimension til Randy Newmans »Bad News From Home« samt nogle stærke rockmusikalske krydderier til Joni Mitchells’ »River«. Men nok en gang skaber hun de unikke stjernestunder, når hun gearer ned til det intime foredrag.

Lyt blot til den statiske udgave af Antonio Carlos Jobims »How Insensitive«, eller den personligtfortrolige version af Janis Ians »Tea And Sympathy«, eller til sangerindens skrøbelige fortolkning af Chip Taylors romantiske klassiker »Angel Of The Morning«, som - blot med klaverakkompagnement - nærmer sig den pureste englesang - på alle tider af døgnet.